Patronatsret

Patronatsret (latin Jus patronatus) er et kirkeretsligt begreb, hvis oprindelse skyldes tidlige middelalderlige forhold. Ved de på Romerrigets område indstrømmende germanske stammers overgange til til kristendommen blev det nemlig, pga. den germanske retsopfattelses ensidigt privatsretslige karakter, skik, at de store jordejere i stedet for at indordne deres besiddelser under offentlige, af dem uafhængige kirker og sognepræster, lod opføre gudshuse på deres egne ejendomme og for egne midler, hvorved de ikke alene blev kirkernes ejere, men også tiltog sig selv at ansætte og lønne præsterne.

Denne meget udbredte ordning stred imidlertid mod den strengt kirkelige norm, og der arbejdedes derfor fra kanonisk side stadig på at trænge kirkeejeren tilbage og reducere ham til "kirkepatron" (latin patronus ecclesiæ), hvem der ikke tilkom ejendomsret, men alene forvaltningsopsigt over kirkerne og i henseende til præsternes ansættelse alene en forslagsret.

Først i 1100-tallet lykkedes det dog, navnlig under pave Alexander 3. (1159-1181) endelig at drive disse krav igennem og gøre til alment anerkendte led i det gældende kanoniske retssystem. I kristenhedens mere afsides egne fortsatte kampen dog længe endnu. I Norge dannede således kongens og høvdingernes patronatsret et af hovedstridspunkterne under det voldsomme sammenstød mellem verdslig og gejstlig magt under kong Sverre Sigurdsson (1184-1202), og på Island blussede fra 1282 en langvarig uenighed op om det samme emne. I den samtidig hermed også i Norge pågående kirkestrid spillede patronatsretten vistnok en mere underordnet rolle, men stødet blev dog givet til, at kong Håkon 5. Magnusson (1270-1319) i 1308 fik oprettet en egen kongelig "kapelgejstlighed", hvis personer og kirker ("kongelige kapeller") helt stod under kongens styre; en ejendommelig og betydningsfuld institution, der først bortfaldt med den katolske kirkeforfatning. Hvad angår patronatsrettens fremtræden i Norge efter reformationen, holdt den for så vidt skridt med den neden for skildrede udvikling i Danmark, da kongen i 1600-tallet (fra 1649) overdrog sin patronatsret og dermed sammenhængende rettigheder også over visse norske kirker til privilegerede privatmænd, der således blev kirkepatroner. Imidlertid forblev disse i Norge forholdsvis fåtallige, og deres indtægter af kirkerne var forholdsvis små. Patronatsrettens hovedindhold, kaldsretten, afskaffedes endelig ved adelsloven af 1821.